Den er nysynet, og der er fire helt nye sommerdæk på den, fortalte min søn for et par uger siden begejstret om den bil, han var i færd med at købe for den beskedne sum af 12.000 kroner, hvilket så nogenlunde var, hvad hans økonomi kunne række til.
Bilen er en VW Polo med 14 år på bagen, og den har kørt lige knap 200.000 kilometer, men for Claus handler det bare om at få nogle hjul, som han kalder det, så han kan komme omkring. Nu har han da også valgt at købe bilen, og forleden dag var han på besøg hjemme hos os for at vise den frem.
Poloen er Claus’ første bil, hvilket selvfølgelig er ganske naturligt, da han kun lige er fyldt 19 år. Siden han fik kørekort for et års tid siden, har han ihærdigt sparet op af sin beskedne lærlingeløn, og vi har som hans forældre hjulpet lidt til. Vi tænker, at når han ikke bor hjemme mere, så sparer vi trods alt nogle udgifter, så vi har gerne villet bakke ham op i bestræbelserne på at spare penge sammen til en bil.
Claus er godt tilfreds med sin nyanskaffelse, og da jeg var ude at prøve bilen, måtte jeg da også konstatere, at den virkede sund og god og kørte ganske fortræffeligt det meste af tiden. Men da vi kom ud på motorvejen, og hastigheden kom over 100 km/t, var det tydeligt, at der var noget ubalance i et af forhjulene.
Jeg nævnte det for Claus, som tog det ret afslappet, fordi man på det autoværksted i Aarhus, hvor han havde købt bilen, havde sagt, at man nok skulle rette op på det, hvis han indenfor de første uger konstaterede en eller anden fejl ved bilen. Så Claus var ikke i tvivl om, at han sagtens kunne få en gratis afbalancering på værkstedet.
Claus har kigget i bilens servicebog og har konstateret, at bilen har været passet med alle de foreskrevne serviceeftersyn i hele bilens levetid. Det var også en medvirkende årsag til, at han valgte at købe lige netop den bil.
Selv mener jeg også, at Claus har gjort en god handel ved at købe den Polo. Der synes ikke at være alvorlige rustangreb nogen steder, og den står faktisk ualmindeligt flot i lakken i betragtning af bilens alder. Interiøret er også særdeles pænt, og der er helt sikkert tale om en bil, som der aldrig har været røget i, for det ville man kunne lugte med det samme.
Vi kiggede sammen i motorrummet, og af gammel vane trak jeg oliepinden op og kiggede på den dråbe olie, der sad for enden af målepinden. Jeg kunne konstatere, at olie så frisk og ny ud, så bilen havde givetvis fået et olieskift, mens den var på værkstedet, hvor Claus købte den.
Jeg besluttede mig for, at Claus skulle have en lille gave i anledning af, at han nu for første gange var blevet bilejer. Derfor købte jeg i går en sæt gulvmåtter til bilen, og dem blev Claus meget glad for.