Han er en stædig gammel rad, min far, der nu er fyldt 73 år. I de senere år har han haft en del besvær med at gå, fordi han har ondt i knæene. Der gik lang tid, før han ville gå med til at tage noget smertestillende, men efterhånden blev smerterne i knæene så voldsomme, at han et par gange om dagen måtte tage et par almindelige smertestillende piller.
Men gå til læge! Nej, det gør en rigtig mand ikke, så det ud til, at han mente. Men på et tidspunkt lykkedes det dog min bror og mig at overtale ham til at lade lægen se på knæene, for det kunne da være, at der var en mulig behandling, som vi sagde til ham.
Lægen kunne ret hurtigt konstatere, at min far var ramt af slidgigt i alvorlig grad i sine knæ. Hans arbejde gennem et helt liv som håndværker ( han var tømrer )var nok forklaringen på, at knæene var blevet overbelastet af skiftende, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Lægen havde forklaret min far, at den slags belastninger på kroppen i mange tilfælde medfører slid på brusk og knogler, og så er det, at en egentlig sygelig situation opstår med smerter til følge.
Lægen havde henvist min far til slidgigt behandling hos en fysioterapeut, og far skulle i første omgang have behandling en gang om ugen i 8 uger. Fysioterapeuten gjorde fra en start opmærksom på, at der ikke var nogen garanti for, at behandlingen ville hjælpe, men i mange tilfælde af slidgigt i knæene var der dog pæne forbedringer af patientens funktioner efter behandlingen.
Både min bror og jeg fulgte interesseret med i vores fars behandlingsforløb, og vi ringede til ham hver uge for at høre, om han kunne mærke nogen forbedring. Det mente han nu ikke, at han kunne, men vi understregede begge overfor ham, at det var vigtigt at fortsætte med den planlagte behandling af slidgigt, for man ser jo ofte, at det først er efter et godt stykke tid, at den slags behandlinger giver et positivt resultat. Du kan læse om slidgigtbehandlingen på hjemmesiden for RE5 her.
I perioden med behandlingerne hos fysioterapeuten havde min far fået stillet en rollator til rådighed af kommunen, for fysioterapeuten havde understreget overfor far, at han skulle skåne sine knæ mest muligt, mens behandlingerne stod på. Knæene skulle have så meget ro, som han kunne give dem, men selvfølgelig skulle han ikke være sengeliggende eller bundet til en stol, for det var også vigtigt, at han fik rørt sig lidt.
Men med hjælp fra en rollator kunne han aflaste knæene mest muligt, når han bevægede sig rundt. Han blev af fysioterapeuten instrueret i at læne sig så godt ind over rollatoren, at hans arme, som jo er sunde og raske, kunne bære en del af kroppens vægt, så hans knæ på den måde blev aflastet mest muligt.
Allerede før de 8 ugers behandling var afsluttet, begyndte min far at kunne mærke en forbedring, og han havde færre smerter i knæene. Det er vi alle i familien glade for, og far fortsætter nu med at bruge sin rollator for at aflaste knæene.