Min kone har nævnt det et par gange i løbet af de seneste uger, at det er længe siden, vi sidst har fået den ellers sædvanlige stak med reklametryksager i vores postkasse. Selv er jeg temmelig ligeglad, for det hører til sjældenhederne, at jeg får kigget i en eller anden tilbudsavis, så jeg kan sagtens undvære dem.
Da jeg så forleden dag var ude at lufte vores hund og valgte at gå et godt stykke ind i den skovbevoksning, som vi bor i nærheden af, fandt jeg forklaringen på, hvorfor vi i et stykke tid ikke har fået reklamerne ned i vores postkasse.
Lidt væk fra den sti, hunden og jeg gik på, fik jeg nemlig øje på en meget stor bunke med kulørt papir. Min medfødte nysgerrighed tvang mig til at gå hen for at se, hvad det var, og det viste sig at være en masse store stakke med tilbudsaviser, som var kastet i en bunke der i skoven.
Jeg kiggede lidt nærmere på dem og kunne se, at hver stak af tryksager var ombundet med et stykke papir, hvorpå jeg kunne læse distributionsfirmaets navn. Da jeg kom hjem fra hundeluftningen, søgte jeg på nettet efter det pågældende firma for at finde frem til et telefonnummer. Jeg syntes nemlig, det var min pligt at fortælle firmaet om min iagttagelse i skoven.
Sagen er jo nok, at et eller flere af de unge bude, der omdeler tryksagerne, havde valgt at springe over, hvor gærdet er lavest og bare smide de store stakke af tryksager i skoven i stedet for at gå rundt til folks huse med dem.
Det kan distributionsfirmaet selvfølgelig ikke være tjent med, for det er vel forpligtet overfor de forskellige udgivere af tilbudsaviserne til at omdele dem til private hjem.
Derfor ringede jeg til firmaet og fik fat i en kompetent person, som jeg kunne orientere om min opdagelse i skoven. Han gav udtryk for, at han var glad for at have fået det at vide, så firmaet kunne få undersøgt, hvilke af deres bude, der stod bag hændelsen.
Jeg gjorde manden opmærksom på, at den store bunke med tilbudsaviser jo ikke ligefrem pynter i naturen, så jeg udtalte mit håb om, at firmaet hurtigst muligt ville sørge for at få dem fjernet. Det lovede han også, og jeg fortalte så, at vi hjemme hos os ikke havde fået reklamer i flere uger, så det måtte jo nok være en omdeler, der går rundt i vores kvarter, som firmaet skulle have fat på.
Også den oplysning blev manden glad for, og han sluttede samtalen med at takke mig hjerteligt, fordi jeg havde rapporteret om min iagttagelse.
Da jeg dagen efter den telefonsamtale – altså i går – skulle ud at lufte hunden, besluttede jeg mig for at gå den samme tur i skoven. Jeg må indrømme, at jeg følte mig glædeligt overrasket over at kunne konstatere, at den store bunke tryksager allerede var fjernet fra skoven.
Jeg sendte en venlig tanke til manden, der så punktligt havde opfyldt min opfordring til at rydde op i naturen. Og jeg håber så ikke, at jeg har sendt et bud direkte ud i arbejdsløshed og deraf følgende behov for sit medlemskab af en arbejdsløshedskasse.
