Der kommer hele tiden nye hjemmesider til i Danmark, hvor forbrugere kan rate virksomheder. Seneste skud på stammen er Yelp, der allerede er en kæmpe succes i USA, hvor de er en faktor, der kan have afgørende indflydelse på for eksempel en restaurants succes eller fiasko. I anledning af at Yelp nu er kommet på dansk, har vi talt med den kendte søgemaskinespecialist Thomas Rosenstand, der udover søgemaskineoptimering også arbejder med de fleste andre discipliner inden for online marketing. Thomas bor i USA, men han er i Danmark mest kendt for firmaet Concept Interest, der arbejder med netop søgemaskineoptimering og optimering af virksomheders online tilstedeværelse.
Yelp i Danmark
Er Yelp en faktor, der får indflydelse i Danmark?
Ja – så absolut. Yelp slår ganske enkelt alt andet tilsvarende i brugervenlighed. Det skyldes både et yderst nemt interface og så det faktum, at deres apps er ekstremt godt tænkte. For eksempel er Yelp genialt til at finde den bedste restaurant, det bedste autoværksted og tusind andre ting lige der, hvor du befinder dig. Det er oven i købet muligt – i hvert fald her i USA – at benytte kameraet i din iPhone til at få vist, hvor de bedste spisesteder er i en given gade. Man holder simpelthen kameraet rettet mod gaden, hvor man står – og så får man serveret skilte direkte på skærmen med antal stjerner og det hele.
Men hvorfor mener du, at Yelp får hul igennem i Danmark?
Netop grundet den enkle betjening og de meget udførlige beskrivelser af udbydere, der efterhånden er. Her i Florida bruges Yelp intensivt af alle, der ynder at gå ud at spise nye steder. Det er jo rart at have lidt forhåndsviden om både prisniveau, kvalitet, service m.m., inden man går ind på en ny restaurant. Og netop den totale integration i for eksempel iPhone gør det intuitivt at benytte Yelp.
Vil almindelige mennesker benytte Yelp?
Absolut – det gør de i alle andre lande. Netop fordi alt på Yelp er så lavteknisk, er det muligt at få selv de mindst teknisk mindede med som deltagere. Og de fleste mennesker kan faktisk godt lide, både at skrive anmeldelser og læse andres.
Har Yelp betydning for søgemaskineoptimering?
I den grad! Yelp anmeldelser vil over tid få synlighed i Google, og det er altså en rigtig god ide at sikre, at der findes en god repræsentation af sin virksomhed på Yelp. Og se at få det gjort nu – i dag!
Hvad gør man med dårlige anmeldelser på Yelp?
Det hurtige svar er: Undgå dem! Alle med interesse i at drive en virksomhed med succes må levere varen i form af kvalitet og service, og det er faktisk det bedste værn mod dårlige anmeldelser. Men sker der svipsere, der resulterer i en eller flere dårlige anmeldelser, kan det være en god ide at tage kontakt til dem, der har givet de dårlige anmeldelser med henblik på at få en mulighed for at rette op på deres dårlige oplevelse. Det ses i udpræget grad her i USA. Får man derimod spam anmeldelser (hadeanmeldelser udført af konkurrenter og psykopater), kan man kontakte Yelp og bede om at få dem fjernet.
Nyttige links i forbindelse med dette emne:
Thomas Rosenstands firma, der arbejder med søgemaskineoptimering: Concept Interest
Yelp i Danmark: YELP