Menu Luk

Første gang med bilforsikring?

Vi kender det alle sammen – udbetalingen til den nye bil er netop lagt, og man er klar til at ramme vejene med det firehjulede vidunder. Dog er køb af biler lidt som køb af flybilletter ved visse udbydere: Prisen er ikke helt som først beset. Når man køber bil, skal man nemlig huske at indregne ekstra udgifter som vægtafgift, miljøafgift og ikke mindst bilforsikringen. De to førstnævnte udgifter kan man ikke slippe udenom, da de er pålagt af staten. Dog er bilforsikringen et af de steder, hvor man selv kan have en finger med i spillet.

Der findes forskellige udbydere af bilforsikringer, og der er en masse regler der gør, at beløbet differentierer meget fra bruger til bruger. Bilforsikringer kan derfor være en uigennemskuelig størrelse, og det kan være fristende helt at fravælge bilforsikringen. Givetvis er der også visse biler, hvor det slet ikke kan betale sig at have en forsikring. Det kan være, hvis bilens værdi er så absolut lav, at forsikringen ender med at koste mere end bilen. Eller hvis bilens stand er så ringe, at man på forhånd er forberedt på, at den kun holder en vis periode. Overordnet set kan det dog ikke anbefales at fravælge en bilforsikring, da det skaber lidt mere ro i sindet, når du kører. Hvis uheldet skulle være ude, kan det hurtigt blive en dyr omgang, hvis du ikke har en bilforsikring til at hjælpe dig på vej.

Er du førstegangskøber af bil følger her nogle særlige vilkår, som du skal være opmærksom på, når du tegner bilforsikring. Det er desværre alle nogle vilkår, som er med til at hæve prisen en smule for forsikringen. Man skal dog huske på, at forsikringer skal ses som en investering i et element, som man helst ikke skal få brug for. Skulle behovet opstå, er det dog betryggende at være dækket ind.

 

Din alder har en betydning

Som sagt kan reglerne for bilforsikringer være en smule langhårede. Efter mange år med et utal af ulykker for unge under 25 år, er det for eksempel dyrere at forsikre bilen, hvis ejer eller medejer er under 25 år. Visse forsikringsselskaber vil også vide, om man har tænkt sig at låne bilen ud til personer under 25 år, hvilket også påvirker prisen. Som nyudklækket bilist er det dog muligt at deltage i et kursus, som hedder ”Respekt for fart”, hvorefter forsikringsselskaberne sænker priserne på forsikringen. Det kan virke en smule diskriminerende, men ikke desto mindre blev kurset indført, fordi de unge mellem 18-24 år var skyld i en tredjedel af alle dødsulykker på vejene.

 

Din tid som bilejer

En anden faktor, der påvirker prisen på din bilforsikring er, hvorvidt det er din første bil. Du kan meget vel have haft kørekort, siden du var 18 år, men køber du din første bil som 29-årig, bliver du betragtet som nybegynder. Rigtig mange forsikringsselskaber arbejder med begrebet ”elitebilist”, hvor man skal have ejet sin egen bil i en årrække og ligeledes have kørt skadefrit over en længere periode. Forsikringsselskaberne definerer selv ancienniteten, men gennemsnitligt skal man have haft sin egen bil i 6 år. Dette punkt giver ikke synderlig meget mening, hvis man har været vant til at låne sig frem til biler. Dog ser forsikringsselskaber det som en helgardering.

Generelt set kan det kun anbefales at undersøge markedet godt og grundigt, inden du investerer i en bilforsikring. Der findes mange priser og ligeså mange klausuler samt præmisser. Husk imidlertid på, at du ikke må lade dig skræmme så meget, at du fravælger forsikringen. Et andet godt råd på falderebet er, at du også kan prøve lykken med at forhandle prisen på din bilforsikring – det er ikke umuligt:)

Related Posts