Man bliver altid bekymret, når et af ens børn kommer til skade, men helt kan det nok aldrig undgås, for børn har det med at skulle prøve grænser af. Selv blev jeg da også bekymret, da vores yngste, Jonas på fem år, forleden søndag kom løbende ind, skrigende af fuld hals. Og endnu mere bekymret blev jeg, da jeg så, at en stor del af hans ansigt var indsmurt i blod.
Heldigvis viste det sig hurtigt, at han havde blot fået en mindre flænge på hagen, men den sendte temmelig store mængder blod ud, så han lignede nærmest noget i retning af et krigsoffer. Jonas havde leget ude på vores stille villavej den søndag eftermiddag, mens hans far var blevet bevilget lov til at følge det lokale superligaholds kamp, der blev vist i fjernsynet.
I mit stille sind glædede jeg mig over, at fodboldkampen var slut, få minutter før Jonas kom løbende ind – så blev jeg da ikke forstyrret midt i kampen. Min kone og jeg fik vasket det værste blod af Jonas’ ansigt, og han selv var ved at falde lidt til ro, så kan kunne fortælle, hvad der var sket. Han havde leget med sit nye løbehjul, men pludselig havde han med det forreste hjul ramt en lille sten, og så var han røget i asfalten så uheldigt, at hans hage havde ramt kantstenen, så han havde fået en flænge.
Med en renvasket dreng kunne vi se, at flængen godt nok ikke var særligt dyb, men den gabte meget, så vi blev enige om, at vi ville køre en tur på skadestuen med Jonas, for der skulle nok syes lidt eller sættes et par klemmer på flængen.
Det blev min kones opgave at køre bilen til skadestuen, for jeg havde drukket et par øl til min fodboldkamp. I stedet satte jeg mig på bagsædet sammen med Jonas, og heldigvis havde jeg husket at tage hans elskede bamse med, for med hjælp fra den var det meget lettere at trøste ham. Og hvem elsker ikke en herlig bamse? Jeg gør – og jeg kan sidde længe og kigge på bamser som for eksempel disse her søde bamser.
Vi havde på forhånd ringet til skadestuen, som man jo skal nu om dage, og de var søde og forstående. En ung læge kunne trøste os med, at Jonas nok slet ikke ville få et ar efter den flænge, for når han er så ung, som han er, plejer huden at vokse så pænt sammen, at det bliver helt usynligt med tiden.
Jonas fik renset sin flænge og blev syet med nogle få sting, som han takket være lidt lokalbedøvelse slet ikke mærkede noget til. En sød sygeplejerske roste ham, fordi han tog det hele i stiv arm, og da hun havde fået forklaringen på, hvordan han havde fået flænget, foreslog hun, at han resten af dagen koncentrerede sig om noget mindre farligt legetøj end det løbehjul, han var væltet på.
Vi kørte hjem igen, og Jonas var helt indstillet på at holde sig inden døre resten af dagen. Det var også begyndt at gøre lidt ondt i hagen, men han tog det virkeligt flot og kneb ikke en eneste tåre.
