Som dagplejemor er man nødt til at have en større beholdning af legetøj i huset. For når der hver dag er fire små børn i hjemmet, skal de selvfølgelig have en hel del forskelligt at lege med. Fra kommunen får jeg et fast beløb til at indkøbe legetøj for, og så er det op til mig at få pengene til at strække så langt som overhovedet muligt.
Derfor har jeg valgt at købe alt mit legetøj online. Jeg kan se på priserne i de almindelige detailforretninger, at jeg faktisk sparer en del penge på den måde. Eller rettere: jeg får en del mere legetøj for de samme penge, end hvis jeg havde valgt at købe det i en forretning her i byen.
Principielt generer det mig lidt, for jeg ville da hellere bruge pengene lokalt, hvor de kan komme det lokale erhvervsliv til gavn. Men på den anden side mener jeg, at det er min primære opgave at servicere mine dagplejebørn bedst muligt, og så må nogle principper komme i anden række.
Det er altid lidt af en festdag, når den kvartalsvise indbetaling fra kommunen til legetøj er i hus. Hvis vejret er rigtig godt, venter jeg med at bruge legetøjspengene indtil en dag med regnvejr eller anden form for klima, der forhindrer os i at være ude i haven.
Så bruger ungerne og jeg normalt det meste af dagen med at sidde ved computeren og surfe rundt mellem en række forskellige webshops med legetøj, som jeg har gemt adresserne på, fordi jeg har handlet der tidligere.
Det viser sig hver gang, at der er kommet noget nyt legetøj ”på hylderne”, og så får børnene lov til at give deres besyv med omkring de ting, vi skal købe. Og enige er de selvfølgelig ikke, for drengene vil naturligvis ikke have dukker, mens pigerne typisk ikke er så vilde med legetøjsbiler.
Det er nu ikke det store problem, for der skal hver gang købes noget forskelligt, så hvert barn kan få sit største ønske opfyldt. Selv prøver jeg på at være lidt pædagogisk i den udstrækning, jeg nu har forstand på det. Jeg foretrækker noget legetøj, som børnene kan lære noget af at bruge, men jeg må ærligt indrømme, at den slags legetøj ikke i alle tilfælde er det mest populære blandt de små.
Gennem de senere år har vi flere gange købt udklædningstøj til børn, for ungerne elsker at klæde sig ud og komme til at ligne nogle af de populære figurer fra film eller bøger. Men nu har jeg besluttet, at det i hvert fald ikke skal være udklædningstøj, når vi formentlig en dag i næste uge igen skal have indkøbt en portion legetøj.

Sagen er nemlig, at jeg efterhånden har et helt skab fuldt af udklædningstøj, så dels har børnene rigeligt forskelligt at lege med, dels kniber det mig at finde plads til mere af den slags. Der er jo også en vis udskiftning blandt børnene, så jeg synes, der efterhånden er tøj nok til at opfylde deres behov.