Det er sidst på året, og vi er ved at gøre klar til et nyt. Vi rydder op her i bogholderiet. Der ligger mange bilag, som må vente på at blive kørt igennem vores system til næste år. Og her er endnu flere, som skal destrueres. Nogle bilag skal vi stadig bevare – i op til ti år. Andre skal vi beholde i fem år. Men alle dem, som er mere end fem år og ikke skal bevares i 10, kan blive destrueret. Dette er en opgave for vores lille, stærke makulator. Den er god og har tjent os i mange år. En trofast, lille maskine. Den har virkelig fået gjort adskillige tons papir til konfetti. Den har stået ved siden af mit skrivebord i mange år, og troligt gjort sit arbejde.
Ny makulator bestilt
Men nu kan jeg høre, at den skranter lidt. Den hakker, og vi ved, at vi bliver nødt til at købe en ny. Jeg har prøvet at smøre den med lidt olie, men den kan bare ikke mere. Den kan heller ikke destruere CD’er og floppydisks. Og det har vi altså brug for, at den kan. Hidtil har vi brugt en saks til at destruere CD’er, men i år er der særligt mange. Det tager for lang tid for os at gøre det i hånden.
Vi har derfor bestilt en ny makulator. En stor, fin en. I samme mærke som den lille ved siden af mig. Det var faktisk mig, der bestilte den nye. Det skete samtidigt med, at jeg også bestilte en ny opslagstavle her til møderummet. En hvid én med tuscher og viskesvamp, der dur. Jeg gjorde det i forrige uge, og vi forventer, at makulatoren og opslagstavlen bliver leveret i dag.
Næsten vemodigt
På den ene side glæder jeg mig til, at vi får den nye makulator, men jeg kan faktisk huske, at jeg fik lidt dårlig samvittighed over, at vi skal smide den gamle ud. Det er lidt, som om at en del af mit kontor bliver fjernet permanent. Den nye skal nemlig stå i mellemgangen mellem vores kontorer.
Min dårlige samvittighed over, at vi skal skille os af med den lille maskine, som har gjort sit arbejde for os i mange år, fik mig til at spørge min chef, om jeg må tage den gamle maskine med mig hjem. Jeg er nemlig sikker på, at min mand kan fikse problemet med hakkeriet. Han er ret god til at bruge sine hænder og nyder at reparere den slags ting. Engang kom han hjem med en stor og meget dyr espressomaskine, som de var ved at smide ud på hans arbejde, fordi den var gået i stykker. Han havde fået lov til at tage den. Så blev de fri for at skulle køre den til genbrugspladsen.
Det er sådan set ikke, fordi vi har brug for en makulator derhjemme. Det er bare mig, der ligesom har knyttet mig til dens brummen. Og jeg er sikker på, at børnene vil synes, det er sjovt at makulere forskelligt farvet papir, så vi får massevis af konfetti til nytårsfesten. Den skal ligesom være et nyt familiemedlem.
