Her er der julehygge, så det rykker. Lidt for tidligt synes jeg. Der er mere end 10 dage til jul, men alligevel, så er det altså hyggeligt. Hele familien har været ude i det dårlige vejr for at gå en lang tur langs stranden. Blæsten har virkeligt fået blæst weekendens dovenskab ud af hovederne på os. Men lige så snart vi trådte indenfor i vores hjem, og fik varmet hænderne og næserne, besluttede vi os for at tyvstarte med julen. Ind i stuen for at slænge os i sofaen og, så spise varme æbleskiver, tænde stearinlys og se en film på Netflix.
På med futterne
Mine børn sidder nu i sofaen og skændes om, hvem der har tur til at vælge filmen, vi skal se. Jeg står i køkkenet og er ved at varme æbleskiverne. Hjemmelavede. Finder marmeladen frem og flormelis. Varm kakao til børnene og et glas gløgg til de voksne. Jeg står på strømpefødder og småfryser om fødderne. Tænker, at jeg bør finde et par nye hjemmesko, jeg bliver glad for. Dem jeg har, er så slidte, og faktisk har jeg aldrig rigtig brudt mig om dem. Sådan et par filttøfler. Jo, bevares, de er varme, men jeg kunne godt tænke mig, at det blev sådan nogen med lukket hæl. Falder lidt i staver, mens jeg rører i de varme drikke.
Neutrale hjemmesko til piger?
Hvor finder jeg hjemmesko til kvinder, som ikke er så utroligt, pyntede? Og som er holdbare? Min mand kommer ud for at hjælpe mig med glas, krus og tallerkener. Jeg fortæller ham, at jeg har endnu en ting på min ønskeseddel: Hjemmesko. Han kigger på mig og smiler. Det lyder som en rigtig (med stort R) julegave, siger han. Skal de være af filt eller skind? Skind, og med lukket hæl siger jeg. Vi går ind til børnene med æbleskiverne og afbryder deres skænderi. Nu hygger vi!