2 år på Nørre Åby efterskole

2 år på Nørre Åby efterskole

Efter to år på Nr. Åby efterskole blev jeg nærmest voksen. Jeg tog 9. og 10. klasse derovre og forlod skolen med en flot eksamen. Jeg blev nærmest tvunget af min mor til opholdet for at komme væk fra min skole og det dårlige miljø, jeg desværre var ved at havne i, men hun fulgte mit ønske om at komme på en musikefterskole.  Min mor så rigtigt dengang, men som teenager var jeg selvfølgelig sur over beslutningen, og de første uger på skolen var jeg dum og provokerende.

Som ugerne gik, blev jeg mere og mere træt af mig selv, jeg blev misundelig på mine klassekammerater, som deltog seriøst i både undervisningen, musikken og fællesskabet, men det var svært at tilkendegive, at jeg gerne ville være en del af dem, og at jeg fortrød min opførsel.

Klassens weekendtur til Langeland ændrede mig mirakuløst, jeg blev pludselig hende, der gjorde en forskel. Klassen skulle på et forhindringsløb og var delt i hold på fem. Undervejs på ruten skulle vi løse forskellige opgaver af praktisk, teoretisk eller fysisk karakter, og selvfølgelig var jeg den sure elev, som ikke undlod at fortælle, at jeg hellere ville ligge hjemme på sofaen og se TV.

Men nu var jeg jo med på løb og en del af et team, og vi klarede posterne godt, og vindergenet trådte frem i os alle, vi kæmpede for at få en vinderposition, og da vi havde passeret den sidste post og skulle tilbage til lejren, besluttede vi at skyde genvej langs stranden. Vi løb det bedste, vi havde lært, men pludselig gik det op for mig, at en af kammeraterne ikke var med mere. Jeg råbte til de andre, at vi havde mistet Malene, og vendte straks om for at løbe tilbage for at finde hende. Jeg fik hurtigt øje på Malene, som lå livløs i sandet og blødte kraftigt, hun var åbenbart faldet over noget rustent pigtråd og havde revet sig i lysken. Hurtigt fik jeg kommanderet to af pigerne til at løbe efter hjælp og få ringet efter en ambulance, rev mit tørklæde af, fik fat på en sten og lagde en komprimerende forbinding. De to andre piger fik besked på at hæve Malenes ben ved at holde hver et ben.

Alt gik godt, Malene kom tilbage på efterskolen, men inden da gik det op for mig, at jeg var en del af et fællesskab, som uanset hvad blev nødt til at fungere. Efter en god snak med min klasselærer, som roste mig for min indsats, blev vi enige om, at jeg i klassen skulle fortælle min historie og forklare, hvorfor jeg indtil nu havde været sur og vrissen.

Det var i den situation, jeg blev næsten voksen og fandt min selvtillid frem, jeg fik også fortalt, at jeg ønskede at være med til at præsentere vores efterskole for kommende elever på efterskolernes dag. I øvrigt er der faktisk tale om en musikefterskole!

På Nr. Åby efterskole på Fyn var jeg en af de få, som kom med problemer og oprør i rygsækken, men det lykkedes mig at finde mig selv, at prøve grænser af og fordybe mig i musikken.