Jeg blev meget beæret og rørt over at få en officiel invitation til mit nevøs fødselsdagsfest. Han bliver 6 på søndag og har selv skrevet invitationen. Dvs. han har udfyldt de felter på kortet, som giver informationer om, hvor og hvornår man forventes at deltage i festen. Og så har han selv underskrevet med sit eget navn. Hans mor har så skrevet en lille note nedenunder, at selvfølgelig forventer hun ikke, at jeg tager hjem kl. 17:00, men bliver til en efterfølgende hyggelig middag sammen med, hende, hendes mand, min søster nr. 2 og vores mor.
Bliver godt
Det bliver hyggeligt. Jeg ser dem ikke så ofte. Mest fordi mit arbejde tager mig ud i verdenen. Jeg rejser meget og er sjældent hjemme, når der er noget i familien, som skal fejres. Så det bliver en kærkommen lejlighed for mig til at se mine søstre og deres familier. Derfor er jeg lige nu på udkig efter en gave til en 6-årig. Hvad giver man sådan en dreng? Bestemt en eller anden gadget. Men hvilken? Eller noget Lego. Det er en klassiker. Jeg kan ikke tage fejl med Lego.
Jeg har ikke fået en ønskeseddel. Jeg ville ellers tro, at min nevø har mange ønsker. Måske har hans mor sat en grænse for ham? Det ved jeg ikke. Jeg ringer min mor op. Måske ved hun noget om, hvad hendes barnebarn ønsker sig. Det gør hun faktisk, men hun har allerede købt det meste, så der er ikke nogen grund til, at jeg bekymrer mig om at købe noget forkert. ”Køb noget Lego til ham. Det vil han altid blive glad for. Især hvis det er noget med robotter.” Ok. Jeg kigger på robotter, Lego og gadgets i legetøjsbutikken. Der er meget skidt. Billige plastik‐dimser, der kan holde til ivrige, små hænders pillen i 3 timer. Jeg ender med at købe et stort sæt Lego. Der var rabat, hvis man købte den store pakke. Og faktisk var der meget værdi i den pakke. Både robot og mulighed for, at barnet kan udfolde sin egen fantasi.
Det fine gavepapir
Jeg fik æsken pakket ind i noget hæsligt gavepapir. Der blev også sat byttemærke på æsken. Fint nok. Tænkte dog, at jeg lige skulle forbi boghandlen inde i storcenteret for at finde noget lidt pænere gavepapir – og noget tape. Pyt med båndet. Jeg ved jo, at gavepapir og tape bliver flået af pakken. Han skal jo selv pakke ud. Og jeg ved, at han – og hans mor – ikke er så miljøbevidste, at de vil genbruge gavepapir. Det ryger lige ud i skraldespanden. Sådan er det i en travl børnefamilie. Man har ikke altid tid til at tænke over de store klimatiske forandringer eller at gøre det, man godt ved, at man burde gøre. Fx at bruge bæredygtig emballage. Det kan man jo sagtens – læs bare her. Ingen kan huske, hvad ens fødselsdagsgaver var pakket ind i sidste år alligevel. Jeg går hen til boghandleren. Får købt noget flot gavepapir og tape! Nu skal jeg hjem og pakke gaven om. Og så skal jeg bare glæde mig til at se min familie.
