Fritidsjob i Danmark

Fritidsjob i Danmark

Danmark er i mange øjne det perfekte land. Velstand, personlig frihed og samfundsmæssig udvikling er alt ord der ofte beskriver vores samfund. Alligevel hører negative historier ikke blot datiden til, og som udviklingen ser ud, formørkes fremtiden til stadighed. En stadighed der synker hen i uvisheden. Uvisheden der efterhånden er den sidste konstante i verdenens voksende tornado af paradigmeskift og informations flow. Et ressource flow, hvor menneskelighed er blevet til HR. Et ressource flow hvor privilegerede er dem, der kan omstille sig hurtigst. Dem der ikke blot slukker ilden, men nytter den til at tænde deres egen flamme. Et samfund hvor størsteparten af vælgerne er på en eller anden form for overførselsindkomst udstiller i sagens natur demokratiets svageste side. Udfordringerne er mange og løsningerne endnu flere. Vigtigst af alt er behovet for et paradigmeskift hvad angår samfundets holdning og arbejdsmoral. For hvis samfundsholdningen stemmer, fremstår demokratiet som den stærkeste markedsøkonomi, hvor konkurrencen fremskaffer de bedste produkter. Ved at have vælgere med samfundsøkonomisk sunde holdninger, affødes hurtigt politikkere med samfundsøkonomiske løsninger.

Hvordan skal dette tankemæssige paradigmeskift så iscenesættes? Først og fremmest er det uhyre vigtigt at finde balanen mellem positiv opdragelse og negativ propaganda. For når folkets holdninger bestemmer politikken er propaganda en direkte nøgle til magten. Et sådant paradigmeskift bør altså opstå på græsrodsniveau fra borger til borger.

Inden vi beskæftiger os med hvordan, lad os lige blive ved at definere hvad. For begreber som tankesæt og paradigmeskift er alt for ukonkrete til operationel politisk handling.

Jeg tænker grundlæggende på, at befolkningen skal føle sig ansvarlige for egne handlinger og ansvarlige for samfundsudviklingen. En personlig ansvarsfølelse bør altid ligge til grunde for en fælles samfundsopfattelse. Ligesom et forhold bør bygges på baggrund af personlig balance, bør et samfund bygges på personlig ansvarsfølelse – en ansvarsfølelse at enhver mand er sin egen lykkes smed, men samtidig en bevidsthed om, at det er samfundet der skaber hammer og ambolt. Alt systemet kun fungerer så længe der er nok rige Robin Hood eller SKAT kan omfordele fra. For at omfordele fra en fattig til end endnu fattigere gør ingen glade. Og desværre er det netop det vi har gang i. Ved at føre en politik hvor den sidst tjente krone beskattes med tæt på de 70 procent slukker vi enhver arbejdslyst. Vi bliver måske mere lige. Men lige fattige. Vi river toppen ned. Og ja, så er den nærmere bunden. Men bunden er ikke nærmere toppen. En løsning? Måske. En mulighed? Nej.

Rent praktisk er den bedste medicin så tidligt som muligt at vænne unge mennesker til arbejde. Ved tidligt at have et fritidsarbejde og fokus på uddannelse vænnes unge mennesker til, at luksus koster penge. Hvilket signal sender det at give unge mennesker der bor hos deres forældre en SU på over 1000 kroner om måneden? Penge der ikke arbejdes for, og penge der går til byture? Frem for SU burde staten gøre det billigere for folk at hyre folk i et privat fritidsjob. Dette er dog i dag langt fra rentabelt grundet topskatten og skaber i stedet grobund for sort arbejde.

Det er nemt at klage. Let at melde sig ind i liberale partier. Let at hade men svært at elske eksekveringen. Kom i gang. Tag et skridt og gentag denne handlig indtil du står ved målstregen.

God arbejdslyst!