De kære hvidevarer

De kære hvidevarer

Det er da bare øv, tænkte jeg, da det gik op for mig, at vi var nødt til at købe en ny tørretumbler til vores nye ejerlejlighed, som vi flyttede ind i for en uges tid siden. Det var specielt irriterende, fordi vores hidtidige tørretumbler kun var et halvt år gammel, men vi kunne ikke bruge den i den nye lejlighed, fordi den krævede almindeligt aftræk. I den nye lejlighed var der i stedet et afløbsrør til vandet fra en tørretumbler af kondenseringstypen, så sådan en var vi tvunget til at investere i.

Nå, det kan jo være godt for nogle andre, sagde min kone. Vores datter og svigersøn står faktisk og mangler en tørretumbler, og de har jo ikke for meget at slå til søren med, så de kan vel købe vores billigt. Ja, selvfølgelig, sagde jeg og tænkte, at billigt nok ville ende med at være gratis.

Så vi drog i byen for at kigge på en tørretumbler, og på vej i bilen sagde min kone, at det nok også snart var ved tiden af få udskiftet vores vaskemaskine, for den har efterhånden en del år på bagen.

Det måtte jeg jo give hende ret i, og vi havde faktisk fået solgt vores hus så godt, at vi ikke har behov for at vende hver en krone lige for tiden. Så i mit stille sind tænkte jeg, at når vi nu alligevel var af sted, kunne vi lige så godt få købt en ny vaskemaskine også, for det blev nok lidt billigere med installationerne, hvis vi købte begge maskiner på en gang. Og så kunne besparelsen vel række til en ny motionscykel?

Hvad ingen af os egentlig var klar over, var, at den hvidevareforretning, hvor vi normalt handler, lige på det tidspunkt havde udsalg med masser af billige hvidevarer på tilbud. Men det kunne da kun glæde mig, hvis vi kunne spare flere tusinde kroner ved at købe tingene på udsalg.

Vi fremførte vores ærinde for forretningens indehaver, som den dag selv var med til at ekspedere i butikken. Vi kender ham udmærket og føler os trygge ved, at vi får en ordentlig rådgivning. Vi fandt hurtigt frem til en tørretumbler af kondenseringstypen, som han anbefalede os. Den var blandt de nedsatte varer, og det passede mig selvfølgelig fint.

Da jeg så nævnte, at vi muligvis også skulle have en ny vaskemaskine, blev indehaveren fyr og flamme, for han havde en del Miele hvidevarer med på udsalget, og det er sjældent, at vi har maskiner af så god kvalitet med på udsalg, bedyrede han. Og når vi taler om husholdningsmaskiner med vand, så er der altså ikke noget, der kan hamle op med en Miele, hvad kvalitet og holdbarhed angår, forsikrede han os om.

Den bemærkning har jeg hørt før, så jeg valgte at tro på ham, så vi endte med at købe sådan en vaskemaskine, der i øvrigt var nedsat med over 2.000 kroner.

I skal vel ikke også have en opvaskemaskine, spurgte han, men det skulle vi ikke, for der følger en spritny en af slagsen med vores nye lejlighed.

Tags: # #
Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
= 3 + 6